I det helt vidunderlige forårsvejr var jeg på udflugt (igen) i dag til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund med et læs puttetæpper og hyggesokker!
Jeg havde inviteret en af de allerflittigste tæppetanter Birgith med. Hun har ikke besøgt Fjordmark før, og hun fik ligesom jeg en dejlig oplevelse.
Som tidligere blev alle tæpperne lagt ud på gulvet i den flotte hal, hvor man kan fotografere oppe fra. Sådan ser 36 meget forskellige tæpper ud, når de fylder gulvet.
Der er store og små tæpper, skjortetæpper, UFO-tæpper og nogle tæpper, der er så store, at de kan bruges som sengetæpper, hvis det er nødvendigt at skifte sengetæpperne på værelserne ud.
Nogle af tæpperne er med fuldt overlæg lavet så store, at de kan dække en seng, f.eks. de lyse tæpper ved væggen, som er syet af Birgith og det mørke tæppe i midten.
Det er en lang køretur, men hyggeligt, når man har selskab, og vi fik som altid en hjertelig modtagelse og en rundvisning på det dejlige hjem.