Birgit Glüsing skriver om Projekt Puttetæpper 1997 – 2007
Årets blok hed Coxey’s Camp, men jeg husker ikke, hvor vi fandt den. Det var egentlig et vældig godt mønster, men salget på 2002-træffet blev ikke så overvældende som året før.
Vi havde fået en plads i et hjørne af den store sal med alle butikkerne, der blev vi lidt overset, tror jeg. Til trods for, at boden var smukt pyntet, med adskillige forskellige eksempler på årets blok og med 4-5 tæppetantetæpper.
Vi solgte pins for ca. 2000 kr, men der kom kun 1600 ind for mønstre. Rigeligt, dog, til vort brug, så fonden fik de 1000 kr, og vi regnede med at have nok til overs i de 600. Vi begyndte endog i foråret at sende en halvtredser med til de monteringstanter, der tog sig af særligt mange blokke, så havde de lidt hjælp til forsendelsen.
En stor forandring kom i løbet af efteråret: Min søster, Marianne, som havde været en god hjælp til at få projektet godt i gang de første år, ønskede ikke længere at være med til at styre det, i stedet ville hun nøjes med at være tæppetante.
Da det var et lovligt stort projekt for en person alene, var jeg så heldig, at en af de igennem årene helt store bidragydere, Susse Monefeldt fra Aalborg, trådte til i Mariannes sted. Det var en hjælp og kunne sikkert også give noget fornyelse.
Det blev bekendtgjort både i KM 4, december 2002 og i nyhedsbrevet, og i næste nummer af KM, nr. 1 2003, hvor vi havde en hel dobbeltside, var det så Susse, der havde skrevet artiklen. Det var godt med et frisk pust.
Susse var også, da hun en dag var i København, med til at fordele de godt 250 blokke i bundter til monteringstanterne (det blev til 21 tæpper, vist nok), og hun var med til at vælge næste års blok.
Efterhånden var vi oppe på 70 tæppe- og monteringstanter, men hvor mange der virkelig var med endnu, var svært at afgøre. Det eneste sikre var, at der stadig var tæpper nok til alle børnene på Kildemose, og det var jo det vigtigste.
På Dansk Patchwork Forenings lokalgruppemøde i foråret havde nogen besværet sig over, at Projekt Puttetæpper fyldte for meget i Kludemagasinet. Derfor havde bestyrelsen og/eller redaktøren, Grete Lindgaard, besluttet fremover kun at lade os få plads i hvert andet nummer af bladet. Det gik nu heldigvis i glemmebogen igen, for en tid, i det mindste. Der er ingen tvivl om, at en stor del af projektets succes skyldes, at vi hele tiden har kunnet skrive og fortælle om det. Hver gang et nyt blad kom, fik vi flere henvendelser.
Ikke blot fra dem, der ønskede at blive tæppetanter og/eller monteringstanter, men også fra nogle, der havde noget liggende, færdigt eller halvfærdigt, stofrester osv, som de ville forære til projektet. Det var vi også glade for, i hvert fald så længe det var muligt at finde tilstrækkeligt mange, der ville sy tingene færdige.
Men uden Kludemagasinet var det næppe gået så godt, som det gjorde. Tak for det.