Hanne Schrøder skriver om Projekt Puttetæpper 2007 – 2019
2011 blev det første år, hvor alle 4 julemærkehjem modtog tæpper fra Projekt Puttetæpper. Vi modtog så mange tæpper, at vi kunne love Fjordmark, at de kunne få del i dem, og det viste sig, at der allerede julen 2011 var til julegaver til alle 30 børn! Styregruppen var selv på besøg med tæpperne, der blev bredt ud på gulvet i hallen, og pædagogerne fik børnene til at sætte sig på det tæppe, de bedst kunne lide, inden fotografering. De vidste ikke, at det var julegaver, så da de pakkede deres gave ud, blev de meget overraskede over at få netop det tæppe, de allerbedst kunne lide!
Det blev også muligt, at alle 48 børn i Hobro fik et tæppe i julegave, foruden de tæpper, der blev brugt til Fødselsdagsgaver og konfirmationsgaver.
Kildemose kunne som altid give hvert barn et tæppe ved afslutning af opholdet, og overskudet, ca. 150 tæpper i 2011, blev givet til børn på hjemmet i Skælskør
Årsblokken for 2011 blev “Shining Star”. Det mønster blev meget populært, måske fordi den også egnede sig godt til maskinsyning og paper-piecing.
Vi modtog 1907 færdige blokke – igen en stor rekord. Det blev til 59 tæpper, monteret og quiltet af monteringstanterne.
I 2011 fik vi lavet en ny folder til at dele ud af, og vi var så heldige, at et trykkeri ønskede at støtte det gode formål, og lavede folderne gratis! Folderen bruges på messer, og når vi besøger grupper for at fortælle om tæpperne.
Der var nu 100 tæppetanter og monteringstanter.
Og vi modtog mange donationer fra både private og fra butikker, som blev brugt til bagsider til tæpper, monteret med blokke, syet efter årsmønsteret, eller delt ud.