Hanne Schrøder skriver om Projekt Puttetæpper 2007 – 2019
I 2007, midt i forberedelserne til 10 års jubilæet, som vi ville holde i forbindelse med Træf i august 2007 i Aalborg, overtog jeg koordineringen af Projekt Puttetæpper efter Birgit Glüsing og dannede en styregruppe sammen med Susse Monefeldt og Pia Brønnum. Det var noget af et job, efter at Birgit havde startet det hele op og styret det i 10 år.
Men heldigvis havde vi bestemt blokken for 2007, som blev ”Snails Trail – variation” og de fleste detaljer for jubilæet, inden Birgit trådte tilbage.
Vi fik helt optimale forhold i Aalborg Kongres Center og kunne arrangere en meget flot jubilæumsudstilling med 11 tæpper med de 11 mønstre, der havde været brugt i de 10 år (2 mønstre det første år) samt en sampler med alle 11 blokke.
Tæpperne var syet af tæppetanter, der havde meldt sig til at sy jubilæumstæpperne, der efter udstillingen blev givet til børn på Kildemose. Billeder af jubilæumstæpperne og mønstre 1998 – 2007 blev udgivet på en pdf-fil, der kan hentes under ”Puttetæppe mønstre”.
Yderligere blev der udstillet 7 jubilæumstæpper syet efter eget valg, og i løbet af udstillingen blev der afleveret så mange tæpper, at vi måtte have ekstra borde, og 46 tæpper blev bragt til Kildemose + 4 større tæpper til Julemærkehjemmet Hobro efterfølgende!
På Træffet modtog vi en stor sæk med over 100 fine modeskjorter, som der var klippet lidt i, det blev der fine drengetæpper ud af, syet af bl.a. Lene Hansen, Horsens. Dette år arvede vi også fra en afdød fynsk quilter en stor æske med over 3000 firkanter, riet om pap + 24 syede blokke, som alt sammen blev til tæpper syet af damer i Middelfart. Igennem hele året modtog vi flere sække stofrester og UFO’er, samt 35 stjerneblokke fra en SWAP (blokbytte).
Fra HANNE’s patchworkbutik i Vejerslev fik vi tilbud om at købe pladevat til 10 kr pr meter/150 cm bredt + porto. Det tilbud gjaldt alle tæppe- og monteringstanter.
Fra den nye quiltebutik Quiltefant i Mariager kom der tilbud om at quilte nogle af tæpperne. Det benyttes til at få nogle modtagne UFO’er og blok-tæpper quiltet.
Der var i 2006 blevet truffet aftale med julemærkehjemmene Kildemose og Skelskør, at det overskud af tæpper, der efterhånden var på Kildemose, blev givet videre til Skelskør, hvor tæpperne bliver brugt som motionspræmier eller julegaver, hvis der er nok.
Fra 2007 bliver der efter opfordring fra tæppetanter også sendt tæpper til Hobro, især hvis det er større tæpper, idet børnene i Hobro er større end på Kildemose. I Hobro bliver tæpperne brugt som fødselsdags- eller konfirmationsgaver.
Der var nu 59 tæppetanter. Det var et vellykket jubilæumsår.