Birgit Glüsing skriver om Projekt Puttetæpper 1997 – 2007
Hvad gør vi dog med alle de tæpper, vi kan nå at sy? Det var et problem for både min søster, Marianne, og mig. Alle venner og familie var rigeligt forsynet, og i skabene var der ikke plads.
Kunne vi finde nogen at give dem til? Hvem skulle det være? Så hørte vi i radioen en udsendelse om julemærkehjemmene – var det mon noget? Vi ringede til fondens kontor og talte med formanden, Joan Vestergaard, som straks slog til. Hun foreslog Kildemose ved Frederiksværk. Dels fordi der kom de mindste børn, helt ned til 5 år dengang, og dels fordi det var det mindste hjem, kun 14 børn ad gangen. De andre hjem havde 3-4 gange så mange.
Vi talte også med Marie Høgsbro, forstander på Kildemose, og diskuterede med hende forskellige ideer til, hvorledes tæpperne skulle fordeles, hvad de skulle bruges til. Det hele var jo endnu kun en ide, så ingen vidste, hvor mange tæpper det kunne blive til. Det var Marie Høgsbro, der foreslog, at de til at begynde med kunne give tæpper til de børn, der havde fødselsdag, medens de var på Kildemose.
Vort næste skridt var at skrive til lokalgrupperne på Sjælland for at spørge, om de ville være med. Birthe Jacobsen, Brøndby Quilterne, og Tove Vagtborg, Glostrup Quilterne, meldte sig. Sidstnævnte kom sammen med nogle medlemmer af lokalgruppen og en enkelt anden til et introduktionsmøde, vi holdt efter jul.
På foreningens lokalgruppemøde blev projektet på Toves foranledning livligt diskuteret, og til min forbløffelse modtog jeg i tiden efter nogle breve (jeg har smidt dem ud) og adskillige telefonopringninger fra mennesker, der syntes, det var helt forkasteligt at forære smukke tæpper til fremmede børn, eller at det var uretfærdigt, at der ikke var til alle, eller at vi hellere skulle give tæpperne til Kildemose, så kunne børnene låne dem, og så ville der nok blive passet bedre på dem, mødrene vidste jo nok heller ikke, hvordan så fine ting som patchworktæpper skulle behandles – og så fremdeles. Det var et yderst deprimerende indblik i den menneskelige natur.
Men heldigvis var ikke alle sådan – langt fra, og tak for det.
Den 26. maj 1998 kørte Tove Vagtborg, Marianne og jeg til Kildemose med de første 10 tæpper. Det blev et meget fornøjeligt besøg, vi fik eftermiddagsthe, blev konverseret på det høfligste af nogle af børnene, blev vist rundt på hele hjemmet – og viste vore tæpper frem. Til ret stor benovelse for børnene, som jo ikke rigtig endnu vidste, hvad det kunne udvikle sig til.
Nogle af de første tæpper hænger endnu på væggene deroppe.