Conny Thomsen har allerede lagt fine billeder op fra tantetræf d. 14. sept. 2024 i Hejnsvig på facebook, og mange har haft positive kommetarer til arrangementet. Fra styregruppen skal der lyde en stor tak til Birgith Lorenz og hendes familie for 12. gang at have lagt hus til tantetræffet – det er vi voldsomt taknemmelige for. Hvor finder man så ideelt et sted – de er ikke på hvert gadehjørne! Tak til de 51 tilmeldte tæppetanter (+ 3 chauffører), hvoraf de fleste har været med tidligere, men i år var der også en del nye tanter. 2 tæppetanter var forbi med tæpper, men deltog ikke i træffet. Tak til “puttetæppefabrikken” i Ebeltoft for stor hjælp ved fotografering af de 134 indkomne puttetæpper. Vi modtog også 34 toppe, mange af dem havde bagsidestof med, tak for det. Der må have været grydelapperæs i gang mange steder, for vi modtog 296 par grydelapper. Flere af deltagerne havde vidt forskellige og interessante indslag til “vis og fortæl” – tak for det.
Jesper Lildholdt, forstander på Julemærkehjemmet Fjordmark, Kollund, gav en fin fortælling om børnenes dagligdag på Fjordmark, og der var stor spørgelyst blandt deltagerne. Og så var der ellers frit slag ved bordene med de mange donationer, som vi har fået i årets løb, det meste gratis, andet til salg, bl.a. de mange bøger. (husk at kigge ind på https://www.facebook.com/ppbogsalg). Heldigvis havde tanterne taget de store tasker med, så styregruppen ikke skulle have meget med tilbage. Veteranbilerne i hallen blev totalt dækket i løbet af træffet af de mange flotte tæpper, som blev afleveret. Med 134 tæpper vil det tage et godt stykke tid at få billederne redigeret, men de vil komme i en lind strøm den kommende tid – her blot nogle få stykker, taget da vi var færdige med ophængning fredag, samt billede af Jesper fra træffet.