Det 14. år 2010 – 11

Hanne Schrøder skriver om Projekt Puttetæpper 2007 – 2019

Antallet af tæppetanter steg igen, så vi nu har 95 adresser, hvoraf flere er grupper, så vi faktisk er endnu flere.

2010-mønsteret blev ”Paths and Stiles”, som vi omdøbte til ”Stier og hegn”. Mønsteret kunne købes fra ca. 1 marts, og mange sendte bud efter det pr. post, hvilket også betød, at der kom mange syede blokke tilbage meget tidligere end før. Allerede inden Træffet i august havde vi modtaget 77 blokke, og på Træffet blev der afleveret 321 blokke. Det var klart populært, at man kunne bruge mange små rester til blokkene.

I alt blev der syet 1692 blokke, igen en rekord! Monteringstanterne monterede og quiltede 67 bloktæpper. Flere end nogensinde. Heldigvis var der flere, der fulgte en opfordring til at melde sig som monteringstanter, og mange monterede og quiltede mere end ét tæppe, enkelte 4 – 6 tæpper.

Dertil kommer alle de individuelle tæpper og de mange UFO’er, vi modtager og færdiggør.

Quiltefant i Fårup,Lisbeth Damsgaard i Århus og BeoBeo i Haslev quilter en del af de større tæpper – gratis!

Vi kender ikke antallet af færdige tæpper, men Kildemose modtager over 300 puttetæpper, hvoraf børnene på Kildemose får 120 tæpper. Overskuddet bliver sendt til Skelskør, hvor der nu i 5 år er givet 48 tæpper som julegaver samt motionspræmier mm.

Julemærkehjemmet Hobro får flere og flere tæpper, så håbet er, at der også i Hobro kan blive tæpper nok til julegaver i 2011 .

I forbindelse med præsentation af 2010-mønsteret havde vi en udstilling hos HANNE’s patchworkbutik i Vejerslev, hvor der kom mange og afleverede færdige tæpper, bl.a. den nye Lindholmgruppe, som kom med 15 tæpper, syet af modeskjorter.

På Quiltefestivalen i Aulby, Middelfart solgte vi så mange mønstre, at vi løb tør og måtte have nogle kopieret!

Og på Træffet i Skærbæk, hvor vi havde et lokale alene til puttetæppeudstilling, havde vi også et godt salg, og modtog så mange tæpper, at vi drog hjem med 96 tæpper.

Grethe og 2 tæppetanter kørte til Kildemose med 69 tæpper, 17 tæpper blev sendt til Hobro.

Og 10 udvalgte tæpper blev solgt på auktion på Lauritz.com til fordel for Julemærkefonden.

Vi har aldrig tidligere solgt nogle af tæpperne, men var blevet spurgt, om projektet i forbindelse med et velgørenhedsarrangement ville medvirke til at rejse nogle penge til Julemærkefonden. Alle tæpperne var udvalgt af styregruppen med henblik på at friste til salg. Og alle 10 tæppetanter var indforstået. Auktionen indbragte 32.132 kr til Julemærkefonden, og det er vi glade for, men vi vil hellere fortsætte med at sy til børnene!

Styregruppen: Grethe, Bente og Hanne har været ude og fortælle om projektet i mange forskellige grupper. Og vi modtager meget stof, både som rester fra private, og som resteruller fra butikker. Det bliver delt ud til tæppetanterne, og de store stykker bliver brugt til bagsider på bloktæpper og UFO’er. Monteringstanterne får både vat og bagsidestof, samt porto betalt.

I forbindelse med præsentation af julemærket for 2010 lavede TV ØST en god udsendelse med nogle børn på hjemmet i Skelskør og en tæppetante, som fortalte om tæpperne.

I 2010 oprettede vi også denne hjemmeside, hvor alle oplysninger om Projekt Puttetæpper,
incl. historien, nu ligger offfentligt tilgængelig.

Her fortælles alle nyheder og små historier, f.eks. om den 91-årige, der syr puttetæpper! Der vises mange billeder af tæpperne og udstillinger, og på galleriet kan man se det sidste års modtagne billeder af puttetæpper.

Næste år -> Det 15. år