Birgit Glüsing skriver om Projekt Puttetæpper 1997 – 2007
Årets træf var i Herning, og da jeg skulle derover med tog, kunne jeg ikke slæbe så meget. Boden kom til at se meget kedelig ud det år. Kun ét tæppe og nogle få af årets blok til udsmykning foruden lidt tekstmateriale. Placeringen var ellers ikke så dårlig, ogjeg havde rigeligt med gode hjælpere, men træffet var i det hele taget ikke så vel besøgt.
Mønstret til 2004-blokken, Churn Dash sat i de snart velkendte trekanter, var et forslag fra Hanne Schrøder, og det så ud til at være populært. Vi bad om kun tre forskellige stoffer, deraf de store hjørnetrekanter i et lyst eller neutralt stof.
Der kom ca. 1800 kr ind, så der blev alligevel 1000 kr til fonden. Til gengæld havde jeg ikke haft pins med derover, jeg kunne simpelthen ikke bære dem.
I nyhedsbrevet i december kunne jeg fortælle, at vi på det tidspunkt igen var oppe på 36 tæppetanter og 15 monteringstanter (nogle er begge dele og tæller således to gange). Og så var det efterhånden ret almindeligt at sende et enkelt tæppe eller to uden at melde sig som tæppetante. Det er jo også fint, det eneste man går glip af på den måde, er nyhedsbrevet, og det meste kan man jo alligevel læse i Kludemagasinet.
I KM nr. 1, marts 2005, forklarede jeg lidt om projektets økonomi. Fordi jeg efterhånden fik en følelse af, at mange var vrede over at skulle betale for mønstre og porto, når de ringede og bestilte. Det var ærgerligt at skulle bruge pladsen på noget så negativt, men det var ved at vælte budgettet.
I øvrigt strømmede blokkene ind. Trods det halvdårlige salg i Herning blev det til tæt ved 400 blokke, og der var stor travlhed med at sy dem sammen.
Tre tæppetanter reflekterede på en tilbud om en portion af noget (meget) stof, jeg havde fået fra en tidligere kollega. Det var nogle ordentlige pakker, jeg der sendte afsted.
I juni 2005 var antallet af ’tanter’ vokset voldsomt igen. Vi var da oppe på 47, 40 tæppetanter og 15 monteringstanter (de 8 af dem var også tæppetanter).
Det gik også fint med tilmeldinger til pasning af boden. Efterhånden var vi flere, der havde været med adskillige gange, det gav rutine, det gav en god støtte for nye hjælpere, og det gav sikkerhed og højt humør. Det var efterhånden rigtig sjovt at passe boden.