På tæppetante-træf 2019 i Hejnsvig blev de deltagende tanter orienteret om et problem, styregruppen har gået lidt stille med, men som vi nu har fundet en løsning på.
For 1 år siden var vi spændte på, om vi kunne følge med, når der nu var 5 julemærkehjem, der skulle have puttetæpper til alle børn. Måske derfor har mange syet ekstra mange tæpper! For det viser sig, at der er et stort overskud af tæpper på alle 5 hjem!
Kildemose bad om pause i modtagelse af store portioner tæppe for 2 år siden, de vil dog nu igen gerne modtage og har fået igen.
Fjordmark gav mig et chok i foråret, da de bad mig se deres “lager” af tæpper på loftet – der var godt nok mange tæpper, pænt pakket i poser og kasser.
Og for få dage siden henvendte Liljeborg sig også, for at vi kunne finde en løsning på deres store overskud!
Hobro og Skælskør har på forespørgsel også bekræftet, at de har et stort lager.
Styregruppen troede i første omgang, at vi kunne løse det gennem begrænsninger i, hvad vi modtager: ingen UFO’er, ingen tæpper, der er for små.
Men det er tydeligvis ikke tilstrækkeligt. Så forskellige forslag er blevet drøftet, og heldigvis fandt vi en god løsning, som vi kunne melde ud på Tæppetante-træf, hvor de 70 deltagende tæppetanter blev orienteret og evt. kunne give udtryk for deres mening.
“Søskende-tæpper” blev løsningen, som alle har udtrykt stor tilfredshed med!
Midlertidigt – så længe der er overskud af puttetæpper – kan alle 5 julemærkehjem sende et tæppe med hjem til hver af børnenes søskende, max. 14 år gamle. Det vil bringe glæde til de børn derhjemme! Og vi vil jo gerne glæde børn!
Det er en procedure, som kan stoppes igen med kort varsel, når puklen af tæpper er nedbragt. Det vil vi bede hjemmene hjælpe os med, vi kan jo ikke styre det.
“Projekt Søskende-tæpper” blev modtaget meget positivt af alle deltagerne! Og det håber vi også, at det bliver blandt alle øvrige tæppetanter. Alle syntes, at det var en rigtig god idé!
Tak! Det er vi glade for!
Vi håber, at alle tæppetanter vil fortsætte med at sy puttetæpper til børn på julemærkehjem! Der skal stadig bruges ca. 1.000 tæpper pr år!
Men én lille begrænsning: vær søde at overholde målene: 120 – 150 cm i bredden og 150 – 180 cm i længden (vi har udvidet målet i længden med 10 cm på anmodning fra nogle af jer).
Og så fastholder vi: vi modtager gerne: årsblokke, samt toppe, der holder målene, og som er klar til quiltning. Men vi modtager ikke UFO’er.
Der er stadig nogle, der syr tæpperne lidt for små eller meget for lange!