Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke har solgt mange årsblokmønstre i år.
Da det er genbrug af mønstre fra 2016 og 2018, kan det jo skyldes, at man har gemt mønstrene og bruger dem igen, og det er jo fint nok.
En gang i foråret talte jeg med Laila fra Baliquilt i anden anledning, og vi kom også til at tale om årsmønstre, og jeg kunne fortælle om det lille salg, der jo betyder manglende indtægter til Projekt Puttetæpper.
Det må vi gøre noget ved, sagde Laila, og i løbet af ingen tid havde hun fostret en ide: hun ville skrive i sit nyhedsbrev, at man kunne betale for mønstret igen, hvis man genbrugte det. 20 kr. betyder ikke så meget for den enkelte, men er der mange, der sender 20 kr., kan det blive til en del. Som sagt, så gjort.
Dagen efter nyhedsbrevet var udsendt, strømmede det ind med indbetalinger, og det var ikke kun 20 kr., det var også 50 kr. og 100 kr. Det var ganske overvældende, og noget, jeg aldrig selv havde fundet på.
Sammen med det store beløb, som Laila lagde oveni, har vi nu mulighed for at købe 3 ruller mellemfor.
Projekt Puttetæpper vil hermed takke alle, der har “købt” mønstre, men den allerstørste tak skal gå til Laila fra Baliquilt for ideen til den store hjælp.