Fra Birgit Glüsing

Styregruppen for Projekt Puttetæpper har modtaget nedenstående indlæg fra Birgit Glüsing, som vi med glæde viderebringer:

Vedrørende Hanne Schrøders afgang

Det var godt nok mig, der, hjulpet af min søster, fandt på Projekt Puttetæpper og fik mange andre i gang med at sy. Men det var Hanne, der fik gjort projektet landsdæk-kende og fik skabt det store og omfattende foretagende, det er i dag. Da jeg i 2006 overlod styringen til Hanne, havde vi i flere år forsynet alle børn på Kildemose med tæpper, små som store, og det sidste år havde også Skelskør fået til de børn, der var der op til jul. Men Fjordmark og Hobro var slet ikke med.

Det kom først med Hanne og den utrættelige energi, hun tilførte projektet. Hun har i de 13-14 år, hun har stået for projektet, haft forskellige hjælpere, men det er Hanne, der har været kernen i arbejdet med at formidle udstillinger, gøre reklame for at skaffe stadig flere tæppe- og monteringstanter, tage del i mange forskellige messer og træf, skaffet sponsorater, og ikke mindst det kæmpearbejde med at organisere montering af de utallige halvfærdige og kun påbegyndte tæpper, der er kommet ind. Jeg er dybt imponeret, det ville jeg aldrig have haft overskud til. Den indsats er ikke noget, man kommer sovende til, og med alt det er det ikke meget patchwork, hun selv har fået tid til at sy. Derfor:

Kære Hanne

Der er måske andre valg, jeg ville have truffet af og til, men jeg gav det fra mig, så det var din linie, og jeg kan kun glæde mig over, hvor stort og godt – og kendt – Projekt Puttetæpper er blevet i den tid, du har stået for det. Det skal du have min inderlige tak for, for projektet er og bliver mit hjertebarn. Jeg håber, du får mange gode år endnu, hvor du får masser af tid til at sy dit eget patchwork.

Mange hilsener og gode ønsker
Birgit