For 7. gang strømmede tæppetanter – 70 ialt – til Hejnsvig for at tage imod invitationen fra Birgith Lorenz og styregruppen til en dejlig dag!
De kom fra Nakskov til Frederikshavn! De fleste med store poser med tæpper, som hjælperne lagde ud på de veteranbiler, der til daglig “bor” i den store hal.
Ialt 146 flotte puttetæpper kom der i dag + 9 tæpper, der er så store, at de bliver sengetæpper på Fjordmark.
Gode idéer blev demonstreret på Birgiths fantastiske systue. Lækker frokost blev serveret. Og så fik vi besøg af Karen Ekmann fra Thy, som underholdt om sine tæpper på dialekt og kæmpe humor! Der blev grinet godt, hvad enten man havde mødt Karen før, eller det var første gang.
Iøvrigt lagde Karen ikke skjul på, at hun var vildt imponeret over vores arbejde og det overvældende syn af de mange puttetæpper!
Som sædvanligt sluttede vi efter eftermiddagskaffen med “jagt” på de store “ta’ selv borde” og kurve med masser og masser af stof – der kom meget med hjem til at sy nye tæpper af.
Ingen gik tomhændede hjem. Tak allesammen for en fantastisk dejlig dag!