Tæppetante-træf på Julemærkehjemmet Liljeborg, Roskilde, lørdag 12. oktober 2019!
På sidste Tæppetante-træf juni 2018 i Hejnsvig gav forstander Henrik Bøtkjær, Liljeborg, os en invitation til at holde tæppetante-træf på Liljeborg. Det bliver nu en realitet om 1 år.
Det har krævet en del overvejelser. Vi vil gerne fortsætte med Tæppetante-træffet hos Birgith i Hejnsvig, som på 5 år er blevet en dejlig tradition!
På den anden side vil det give flere tæppetanter fra Sjælland mulighed for at være med.
Det er mest praktiske grunde, der har givet hovedbrud. Kan vi samle tæppetanterne 2 gange om året? Det må ikke ligge for tæt på andre messer, som vi deltager i. Det skal ikke ligge tæt på Quilt-Rally (det ene eller andet sted).
Det skal selvfølgelig kunne passe ind i Lilejborgs program, og det er bedst, hvis der er børn på hjemmet den lørdag, vi kommer, så det er et levende opholdssted.
Henrik og Lisbeth Adrian har nu fundet en lørdag, der kan passe med disse betingelser.
Nemlig lørdag den 12. oktober 2019 kl. 11 – 16. Vi ved godt, at det er første lørdag i efterårsferien, men hvis Bedstemor skal have børnebørn på ferie, må Bedstefar tage over den dag! Det er simpelthen den dag, det kan lade sig gøre!
Programmet vil ligne Tæppetante-træffet i Hejnsvig. Der vil være udstilling af puttetæpper (uden veteranbiler), der vil være frokost, kaffe og kage. Der vil være “tag-selv-bord” med donerede stoffer.
Men der vil også være rundvisning på julemærkehjemmet med nogle af de børn, der bor der på tidspunktet, som guider!
Og selvfølgelig tager vi imod alle de puttetæpper, I kommer med.
Tæppetante-træffet er – ligesom det i Hejnsvig 22.juni 2019 – for alle tæppetanter. Men det giver en geografisk bedre mulighed for de sjællandske til at deltage.
Der kommer invitation til alle tæppetanter i god tid inden. Sæt X i kalenderen!
Vi glæder os meget! Tak til Liljeborg!