Birgith Lorenz og Hanne Schrøder besøgte Fjordmark i går med en helt fyldt bil (kunne ikke se ud af bagruden!).
58 tæpper ved afgang + 7 tæpper, som Birgith havde med, og undervejs formiddagskaffe hos Lone Carlsen, Bramdrupdam, som havde 4 tæpper, som skulle med = 69 flotte tæpper ialt. Heraf var de 3 meget smukke sengetæpper til at udskifte nogle af de mest slidte på hjemmet. Billeder af dem senere.
Både børnene, forstander og pædagoger var begejstrede, nogle af børnene hjalp med udpakning, og alle tæpper blev bredt ud på gulvet i hallen, hvor man har et godt kig fra svalegangen. Men det er første gang, jeg har oplevet, at der var så mange tæpper, at man ikke kunne fotografere dem på én gang der oppe fra. Så billederne er taget á flere gange.
Bemærk drengen på tæppet, der er syet af stof med amerikansk fodbold, som sammen med Birgith beundrer tæpperne. Han var med til at pakke tæpperne ud og kom op i opholdsstuen for at spørge til tæpperne og fortalte, at det tæppe ønskede han sig meget!
Vibeke og nogle børn og pædagoger beundrede tæpperne ovenfra.
Efter frokost, lektielæsning og frikvarter udendørs, fik de 2 hold, der har været på hjemmet længst, inviteret ind i hallen, hvor de uden sko måtte gå rundt på tæpperne og finde det tæppe, de syntes allerbedst om.
Hvis flere satte sig på samme tæppe, blev der trukket lod....og det var netop tilfældet med “fodboldtæppet”, så det var spændende…
..og hvem vandt!!! Nøj, hvor var han glad!
Det var en dejlig dag, som man ikke glemmer!
Tæpperne blev pakket i poser med navn på, så får børnene dem med hjem i forbindelse med en hjemme-weekend.
Resten bliver lagt i “tæppeskabet”, og næste gang er det de 10 nye børns tur.