19 puttetæpper skulle bringes til Julemærkehjemmet Hobro, og Rita fra styregruppen har ikke været der endnu, så vi blev enige om, at det var billigere og hyggeligere at køre derop med dem end at betale den dyre porto.
Det er altid en god oplevelse at gæste et af julemærkehjemmene, hvor vi får en rundvisning af et par børn, som er gode til at fortælle og vise frem.
Det var Daniel og Trine, der viste os rundt. Vi så både skolestuerne, hvor der var undervisning i små hold, hyggestuerne, hvor der blev spillet spil, motionsrummet med mange fittnesredskaber, rulleskøjterummet, køkkenet og meget andet.
Med stor fornøjelse så vi nogle af værelserne, hvor der er patchworktæpper på sengene, og vi genkendte bl.a. et par tæpper af ældre dato, syet af Birgith Lorenz, som har syet mange, mange puttetæpper og sengetæpper til hjemmene.
og Daniel viste os også det tæppe, som han havde fået i fødselsdagsgave, et stort ønske, betroede han os, og en flot T-shirt.
Daniel har været på julemærkehjemmet i 5 af de 10 uger, opholdet varer, og han fortalte med stolthed, at han allerede har tabt 16 kg!
Der var også patchwork-vægtæpper på trappeopgangen, meget hyggeligt.
De tæpper og sengetæpperne bliver på hjemmet, mens puttetæpperne bliver givet som gaver til det enkelte barn som fødselsdagssgave eller julegave.
Tak til Trine og Daniel!